Jeg har er ophold på et såkaldt genoptræningscenter, inde på livet pt.
Min far har nemlig købt sig til en måneds tid på et sådan, efter at have brækket foden – for 3. gang på 2 år. Han sidder pt. i kørestol og kan derfor ikke være i sin lejlighed.
Og ordet genoptræningscenter klinger jo af at være et sted, hvor man bliver man hjulpet igang med veltilrettelagt træning, hvor man bliver stærkere eller i hvert fald vedligeholdt. Så man ikke risikerer at komme hjem i værre forfatning end da man kom.
Nu er min fars situation den, at han har haft dårlige ben altid, på grund af polio som barn. Derfor er han meget afhængig af at muskelstyrken holdes ved lige. Den er ikke for god i forvejen, og har han også trænet sig selv flittigt gennem hele livet.
Nu er han kommet i professionelle hænder…og så sker der bare næsten ingenting. De 3 x gymnastik om ugen han er blevet tilbudt, er stolegymnastik.
Stolegymnastik
Hør lige her: stolegymnastik. Hvor de sidder og “kaster en badebold til hinanden og strækker armene op over hovedet og ned igen” som han fortæller. Som nogle sikkert kan have glæde af – bevares – men har de slet ikke set hvad hans behov er? Hvor blev ben træningen fx af?
Og når jeg spørger ham, om der ikke er nogle veluddannede folk til at varetage undervisningen – som kan være kreative og finde på benøvelser han kan have glæde af, siger han næææhhh.
Når jeg så tænker på hvad jeg, i min tid som aftenskolelærer, har gjort af krumspring og kreative påfund, for at alle skulle få udbytte af træningen, ja så ved jeg bare at det sagtens kan lade sig gøre. Fordi jeg ville have det skulle være sådan! Og fordi jeg ville have at deres tid hos mig gjorde en forskel.
Godt, han har sin erfaring fra egen træning, og mig der kan hjælpe – men hvad med de andre der ikke har?
Skulle vi så ikke bare kalde “genoptræningscenteret” for “opbevaringscenteret” i stedet? Et plejehjem hvor man kan opbevare mennesker midlertidigt?
Nytter det overhovedet?
For træning af ældre mennesker nytter i den grad!
For flere år siden lavede man forskning om hvorvidt gamle mennesker overhovedet kunne trænes op. Man havde en stor gruppe af folk over 90 år. De blev hver dag sat til at træne deres lårmuskler ved én øvelse 3 gange om dagen med 10 gentagelser. Det havde stor effekt.
De ældre kunne fortælle, at de nu kunne rejse og sætte sig fra stolen lettere og ved egen muskelkraft, de kunne gå på trapper og dermed besøge deres kære og nogle oplevede endda, at de bedre kunne færdes ude på gader og stræder, fordi de nemmere kunne nå over for grønt lys. Hvilket betød at de nu kunne gå ud i verden og opleve.
Det da livskvalitet der betyder noget!
