En kollega oplevede dette:
Hun giver akupunktur i et firma hvor de ansatte kan få behandling til nedsat pris. I arbejdstiden. Måske giver firmaet et tilskud som et personalegode – måske er de bare kloge nok til at forstå at deres medarbejdere får langt færre sygedage hvis de kan få behandling i opløbet.
Anyway, min kollega behandler en kvinde på den arbejdsplads for en dårlig skulder. Det hjælper den ansatte virkelig godt. Hun er smertefri efter hver behandling. Men problemet er, at min kollega kun behandler på den arbejdsplads hver 2. uge og det er ikke nok når nu den skulder er så akut. Smerten når at vende tilbage på samme styrke i løbet af de 2 uger.
Min kollega foreslår derfor kvinden at kun kommer i hendes egen klinik hver 2. uge, så det nu bliver til en behandling om ugen. På den måde kan hun få bugt med den smerte hurtigt. Men det vil kvinden ikke, for der får hun ikke nedsat pris.
Det virker så underligt på mig
Så er det jeg ryster på hovedet og slet ikke forstår noget. Hun vil altså hellere have ondt i skulderen og måske tage smertestillende medicin, lide og have ondt, end hun vil betale den beskedne pris det koster at få det rigtig godt. Hun ved jo at behandlingen virker. Hun har afprøvet den masser af gange.
(Og nej, nu skal jeg selvfølgelig ikke dømme andre ude, jeg ved jo intet om hendes økonomi! Jeg er udmærket klar over at jeg ikke kan vide om hun reelt ikke har de midler. Men ofte ser jeg at folk der taler om alt det de ikke har råd til – underligt nok – har masser af råd til at drikke sodavand, gå i solcenter, på cafe, ryge eller købe det 3. par sko denne sæson…)
Jeg tror vi alle lider under at vi har bildt os selv ind at behandling i vores land er gratis.
Men det er det jo slet ikke.
Er behandling gratis?
Du betaler skat og på den måde får lægen sin løn.
Du føler det er gratis, fordi du ikke skal have dankortet frem hos lægen, men det betyder jo ikke at det er gratis at besøge ham.
Så kan du sige, at du skal betale den skat uanset om du bruger lægen eller ej, og det er da også et system vi kan stille spørgsmålstegn ved. Men nu er det altså sådan vi har skruet vores velfærdssamfund sammen.
Men når du så forlader lægens konsultation med en gul seddel i hånden, en recept, så klager du sikkert ikke til damen der ekspedere dig på apoteket og siger at du ikke vil betale medicinens pris? Selvom den langt fra virker og selvom den meget ofte skaber mere rod i dit system end du havde i forvejen. Medicin har altid bivirkninger. Mere eller mindre.
Jeg har sagt det før, men spørg et menneske med en alvorlig sygdom hvilken pris de vil betale for at blive rask.
Så er det jo et paradoks at vi ikke vil investere i at holde os raske så langt vi kan.
En skuldersmerte er ikke livetruende, men dæmper hun smerten med panodiler gennem noget tid, kan det gå hen og blive det. Eller give hende flere symptomer, mavesår, fordøjelsesproblemer, hedeture, hovedpine…
Et besøg hos en akupunktør koster ikke formuer. Og er du ikke det værd? At have det godt, være rask og rørig, sove godt og være i fin balance. Giver det ikke livet kvalitet? Overskud til det og dem der betyder noget for dig? Livsglæde, så du kan være til stede i livet, leve fuldt ud og opleve, rejse, lære nyt? Eller til at have hyggestunder med din familie og venner.
Du er da det værd, er du ikke?
Vil du læse mere om enmet? Så klik her
