Mon ikke vi alle kender til at have dårlige dage? Dage, hvor intet går som vi synes det skal, eller hvor vi føler os forfulgt af uheld, regninger, dårlige oplevelser, øv og endnu mere øv? Hvor vi kan mærke at energien, humøret og sindet trænger til et gevaldigt løft?
Inden du falder helt i selvhadets eller fortvivlelsens grøft og føler at du ligeså godt kan grave din egen grav med det samme, så prøv at standse op og vælge en anden rute.
Du skal kunne rumme dig selv, og vide hvordan du kan løfte energien når den er for lav – også de dage hvor det hele virker surt.
Denne øvelse hjælper mig – for det meste.
Stil dig, evt. foran et spejl. Luk øjnene og træk vejret dybt ind og ud et par gange. På indåndingen tænker du: “Jeg trækker vejret ind” og på udåndingen: “Jeg ånder ud og smiler” og imens laver du et lille smil indvendigt.
Ja det kan lyde underligt med et indre smil, men giv det lige en chance. Øvelse gør mester.
Gentag åndedragene flere gange mens du gentager sætningerne. Du kan åbne øjnene og tage flere.
Efterhånden kan du måske mærke at det begynder at boble lidt mere indeni dig, det er når din vibration hæves.
Øvelsen kan også laves hver dag som en del af mit morgenritual, for alle dage bliver bedre med en høj energi indeni.
Lav en dejlig dag 🙂







