Ja, det er et dejligt regnskab – at få energi af at bruge energi.
Det er ligesom med kræfter. Dem får du kun af at bruge nogle.
Men nu ligger en hel søndag for dine fødder, og mange vil mene at de skal bruge dagen på at slappe af. Hvordan gør man det? Jeg forestiller mig, at man ligger på sofaen og spilder tiden. Det er jeg ikke ret god til at gøre.
Men for mig er afslapning altså helt andet. Det kan nemlig også være at få ordnet nogle praktiske ting – store så vel som små.
Hvis jeg nu fx rejste mig fra sofaen og fik ryddet op i skuret, kørt på genbrugspladsen med det der skal derhen, afleveret flasker i Brugsen, fejet, sorteret og lagt i orden, så ville jeg have brugt en hel del kræfter. Ja, men jeg ville til gengæld også have en dejlig følelse af at have brugt dagen på noget der vil gøre mig glad lang tid fremover, hver gang jeg træder ind i mit skur er der orden og overskuelighed – Jubii.
Så nej, jeg tror ikke på at vi lader batterierne op udelukkende ved at slaske rundt. Jo det kan vi da gøre en gang imellem, hvis vi er totalt flade, men for mig fungerer det endnu bedre at komme i gang med projekter der gør mig glad, enten nu eller i tiden efter. Og måske begge dele.
Hvad fungerer for dig?







