Jeg har en meget interessant diskussion/samtale kørende for tiden med to af mine gode veninder. Om at glæde sig på forskud eller bagskud, så at sige.
Den ene veninde er helt klar i spyttet når hun siger: “Jeg forventer mig ingenting, for så kan jeg kun bliver glædeligt overrasket”
Den anden veninde drikker champagne på sine sejre længe før de er i hus. Og det kommer de langtfra altid.
Vil det mon sige at veninde nummer et kører i det jævne og får nogle “highlights” indimellem, som hun kan juble over? Glæden er jo reel, for hun fejre kun de fisk der er trukket i land.
Og vil det så sige at veninde nummer to, kører i følelsesmæssig rutchebane, og i sidste ende sidder med skuffelsen tit og ofte. Og med spørgende og undrende folk omkring sig, som jo troede hun allerede havde vundet?
For meget eller for lidt?
Er den ene for lidt og den anden for meget?
Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men snakken er interessant, og jeg egentlig ikke ved hvilken gruppe jeg tilhører. Eller måske har jeg min egen kategori et sted midt i mellem? Jeg tøver med gå i ekstase, og kunne ikke selv drømme om at få noget til at lyde som en realitet, før det virkelig er sket. Og det er måske også lidt lunkent?
På den ene side synes jeg det er trist, hvis man aldrig skal gå og geare sig op, og drømme om det helt store. Men jeg er nok for jordbunden til at gøre det andre steder end indadtil. Men jeg synes også at skuffelser kan være tunge og kedelige.
Selvfølgelig er der forskel på, hvordan man tackler skuffelser. Hvis man kan ryste det af sig og sige “Nå, det blev så ikke til noget, nu vil jeg drømme en ny drøm” ja, så kan man nok godt leve med dem. Måske er det at “ikke forvente sig noget” et udtryk for at være i et nu?
Jeg ved da så meget, at det ikke er en snak der er færdig lige med det første. Spændende.
