Nu skal vi snart til at hilse velkommen til 2014. Og det larmer. Selvom vi bor på landet har jeg nogle år følt det som om jeg stod midt i en krigszone!
Men nytåret skal larme, fordi det siges at skræmme ondskab væk fra det år der kommer.
Men det er bestemt ikke alle der er vilde med fyrværkeri, og vores dyr bliver noget så bange.
Sidste år hørte jeg at dyrlæger udskriver nervemedicin til de firbenede i større og større mængder, og i år hørte jeg at nogle må sende deres dyr på dyrepensioner der ligger så øde som muligt, for at beskytte dem fra bulder og brag.
Vi har en kat der bliver så bange. Vi har også haft kaniner der rystede af skræk. Jeg kender ikke en dyreejer der ikke melder om et meget skræmt dyr.
Blomsterdråber
I år vil jeg give vores kat Sigurd Bachs nødhjælpsdråber. Og sådan kan du gøre:
- Lav en lille pipette flaske klar med vand og 4 dråber af originalflasken, Bach nødhjælperemedie.
- Giv dyret 2,3,4 dråber af pipetteflaskens indhold jævnt fordelt over dagen, fx. hver anden time
- Hvis han sover, så skil pelsen så meget ad som du kan, så du kommer så tæt på huden som muligt og dryp på. Huden optager lige så fint som slimhinden.
Midlet er ikke homøopatisk, så du skal ikke tænke på om han har spist for nylig.
Men blander du nødhjælpsdråberne i mad- eller vandskålen kan du slet ikke vide om dyret har fået noget af det og ihvertfald ikke hyppigt nok.
Kan også bruges til børn der er bange eller dig selv.
Dyr reagerer også på alle de blink som fyrværkeriet laver, så det er bedst at de er i et mørklagt værelse.
Bachs blomster remedier købes i helsekostbutikken eller Matas og koster ca. 100 kr. Du vil have dråber nok til lang, lang tid.
Rigtig god nytårsaften til dig og dine dyr.








