Jeg spørger bare:
Har du orden i sagerne?
GØR du rent eller HOLDER du rent? Og ryddeligt?
Beklager hvis du kan høre din mors stemme i det jeg nu skriver, men jeg ser bare tit hvor meget rod gør ved os. Af dårlige ting. Og du fortjener langt bedre.
Rod er nemlig stagneret energi. Og den bliver man på ingen måde opløftet af, tværtimod bliver man tung og træt og mindet om kedelige hængepartier og “jeg burde”.
Jeg har interesseret mig for den Kinesiske indretnings kunst Feng Shui i mange år. (Ikke så underligt at jeg er fortsat i det Kinesiske spor med akupunkturen, for de har altså fat i noget – de gamle kinesiske filosofier)
Hver gang dit øje ser rod og gamle bunker tænker du “åh, nej” og energien dykker. Om du er bevidst om det eller ej.
Så hvis du vågner op om morgenen til et hjem der ligner et bombenedslag, så vil du starte dagen med at dræne din energi.
Åbner du døren til dit kontor der ligner en losseplads (og dem har jeg set i virkeligheden, så de findes!!) starter du din arbejdsdag med “Åh nej” og følelsen af at være bagud allerede fra morgenstunden. Ikke just dejligt.
Og er din entre et virvar af sko, tasker, jakker, cykelhjelme, tomme flasker, visne blomster, skrald og bunker af regntøj, skateboards, aviser, rudekuverter….hvilken velkomst giver du så dig selv?
Jeg har nogle fif til dig der gerne vil ud af den dårlige spiral.
I hjemmet:
- Hav et system hvor ting bor bestemte steder. Ellers kan man ikke bebrejde nogen at de ikke rydder op. Brug tid på at skabe det system og sæt din bofæller ind i systemet så de kan bruge det.
- Ryd ud i det du ikke bruger. Giv det væk til nogen der kan bruge det. Eller kør det på lossen
- Ryd ud i det du ikke elsker. Synes du i bund og grund at vasen er grim, eller har du arvet den af sure tante Oda, så ud med den. Den dræner dig bare ved mindet om hende eller ved at den er for grim til din smag.
- Slut alle dage med at tage en runde i huset hvor du lukker og slukker. Sætter kopperne til opvask, ryster puderne, lægger avisen i den beholder du bruger til gamle aviser (igen, skab dig et system), lufter ud, lægger tøjet til vask, tømmer skraldespandene (også selvom de kun er halvt fyldte.) Så er det rart at stå op til en morgen hvor dagen ikke drukner i gårsdagens efterladenskaber.
På dit arbejde:
- Slut din dag af med at rydde op på skrivebordet. Der kan godt ligge bunker, men så skal det være dem du har igang og ikke dem der er færdige – de skal videre.
- Luft ud jævnt over dagen. Hellere en ordentlig udluftning mens du henter et glas vand, frem for er vindue på klem der bare giver træk.
- Tomme kopper og flasker er affald der skal videre
- Visne potteplanter er død energi og de skal ud.
Når du har skilt dig af med rodet, kan energien komme til at flyde. Det vil du tydeligt kunne mærke.
Nyd processen med at få skabt dig nye vaner og systemer.
Skriv til mig hvis du har brug for mere.





